Fremtidens domæne

Internettet har gennemgået en enorm udvikling over de sidste 10 år. Bredbånd og blogs fandtes stort set ikke dengang. Ingen kendte Google. Internettet var slet ikke i centrum - det var PC’en og CD-ROM’en! I dag er internettet omdrejningspunktet for it-udviklingen, en stor bidragyder til globaliseringen, årsag til nye fleksible arbejdsformer og centrum for en demokratisk brugerrevolution. Og vi er stadig i internettets absolutte barndom!

Derfor er internettets trafikale infrastruktur - domænerne - så vigtig en udviklingsplatform. Det er afgørende, at Danmark er med helt i front her, kan skubbe på udviklingen og være med til at forme den. Derfor fik Danmark i 2005 en domænelov, der efter 9 år i samme setup sendte håndteringen af de danske domæner i udbud. dotDK meldte sig på banen. Og i slutningen af juni fik vi beskeden fra IT- og Telestyrelsen: ”dotDK har vundet”, stod der i brevet.

På tværs af sommerferier og dasedage har vi i dotDK samlet repræsentanter for det danske internetsamfund til at hjælpe med at starte foreningen dotDK, som skal styre fremtidens danske domæner. Vi skal nu i gang med at skrive vedtægter, formålsparagraf og holde stiftende generalforsamling. Vi vil gerne have så mange som muligt med, så her er lige en recap af, hvad dotDK er og står for:

Hvem er dotDK?
Vi er indtil videre en håndfuld personer, der har beskæftiget sig med den teknologiske forfront det meste af vores arbejdsliv. Vi tror meget på, at Danmark hører hjemme i en international sammenhæng, og at en af internettets fornemste gevinster er muligheden for at demokratisere udviklingen og bringe brugerne bag roret. Vores teknologiske platform varetages af teknologileverandøren Afilias, der er en af verdens dygtigste indenfor domænehåndtering og bl.a. teknologipartner for .org, .info og en række landes domæner. Men i virkeligheden er vi kun frivillige fødselshjælpere. dotDK skal være en åben forening for internetsamfundet, hvorigennem alle kan øve indflydelse på håndteringen af de danske domæner. For reelt bør ingen stå udenfor internetsamfundet.

Hvad gør dotDK?
dotDK har forpligtet sig på en række centrale områder. Nogle er en stramning ift. vores bud, som forsøg på at efterkomme input fra internet-samfundet.

Ny teknologi
Overgangen til dotDK er overgangen til ny, state of the art teknologi. Det kræver hårdt arbejde men vil være det hele værd i det lange løb. Den nye teknologi (shared registry) vil betyde automatiseringer af en lang række manuelle processer og øget brugervenlighed for de, der køber et domæne og nu kun behøver have kontakten ét sted – dét sted, de købte domænet. Teknologien vil løbende blive opgraderet efter de førende internationale, teknologiske muligheder. Det sørger Afilias for. Domænet .dk skal altid kunne byde på internationalt førende løsninger.

Billigere priser
For de, der sælger domæner videre (registratorer), bliver priserne 11% billigere – en pris der er garanteret max pris i perioden til næste udbud. Det er dels, fordi automatiseringer og lettelse af processen gør det muligt, dels for at kompensere for det besvær, registratorer måtte have i en overgangsfase. For de, der køber domæner (registranter), bliver priserne sandsynligvis også lavere, men det bestemmer markedskræfterne. En registrator (gratisDNS), som håndterer mere end 100,000 .dk-domæner, har allerede offentliggjort, at prisen ikke vil stige.

Frit marked
dotDK-modellen er indførelsen af et frit marked for .dk-domænet. Det betyder bl.a., at det bliver meget billigere og nemmere at opnå status som domænesælger, konkurrencen vil blive skærpet, og der kommer flere iværksættere på web- og domænefeltet. Samtidig vil det altid være muligt som køber at se, hvad man betaler for – dotDK’s priser i forhold til domænesælgeren vil nemlig altid fremgå af dotDKs hjemmeside. Afilias garanterer desuden, at man som domænekøber frit og uden større problemer kan flytte sine domæner fra en domænesælger til en anden, indenfor 24 timer.

Høj sikkerhed
På internettet kender kriminalitet ikke geografiske grænser. Derfor er det i stigende grad vigtigt at kunne overføre internationale erfaringer fra det ene øjeblik til det næste. dotDKs teknologiske platform hos Afilias spænder over et internationalt netværk af sikkerhedseksperter og -systemer, der kan implementere de bedst mulige sikkerhedsforsanstaltninger hurtigst muligt og sikre de danske domæner. I stigende grad er internetkriminalitet rettet mod domæner, fx phishing, typo-squatting og ”the Kaminsky bug”.

For brugerne
For domænesælgerne (registratorerne) betyder overgangen en langt mere automatiseret proces og optimeret brugergrænseflade, der er resultatet af års internationale erfaringer. Domænekøberne behøver fremover kun have kontakten ét sted og kan bedre koncentrere sig om services som hosting, mail, hjemmesideopsætning etc. Brugere generelt får gavn af de midler, som kanaliseres tilbage i internetsamfundet.

Åbenhed
dotDK er en åben forening, som alle kan være med i. Indtil videre har vi bare ikke haft så meget at være åbne om – det er jo pointen med brugerinddragelsen, at så mange som muligt skal være med til at skrive vedtægterne, bestemme formålsparagraffen etc. Vores udkast til fundament står i vores statements på hjemmesiden www.dotdkregistry.dk .

.dk som fremtidens domæne
I stigende grad bliver det vigtigt at inddrage samfundet i fremtidens muligheder med internettet. dotDK som den bredest tænkelige internetforening bør være et oplagt sted, hvor man varetager de brede interesser i at bringe den teknologiske udvikling nærmere, for udviklere, for iværksættere, for alle. Det vil dotDK gøre ved at kanalisere midler over til brug for aktiviteter, initiativer og faciliteter, der øger udbredelsen af mulighederne med internet og ICT. De endelige vedtægter fastsætter den kommende bestyrelse.

Internationalt dansk
Internettet er langt mindre geografisk afgrænset end den virkelige verden og er undfanget som et internationalt fænomen. Derfor vil dotDK engagere sig kraftigt i internationale domænesammenhænge og repræsentere .dk’s interesser gennem organer som ICANN, ccNSO, IANA, ISOC, IETF, APWG og CERTs. Og derfor er dotDKs teknologiske samarbejdspartner en international virksomhed (Afilias).

Hva’ nu?
IT- og Telestyrelsens afgørelse om af lade dotDK overtage håndteringen af de danske domæner gælder for en periode på 6 år. Så kommer der et nyt udbud. Hvis man har lyst til at gøre sin mening gældende, er det stadig muligt at blive medlem af dotDK.

dotDK har krævet meget arbejde, og der er mere arbejde forude. Fornyelse vil altid have en masse udfordringer. Og vil altid være det hele værd.

For spørgsmål, formularer til medlemsskab eller andet er man velkommen til at henvende sig til en af dotDK-stifterne herunder:

Kim V. Andersen: kandersen@dotdkregistry.dk

Tor Bloch: tbloch@dotdkregistry.dk

Mads Thimmer, mthimmer@dotdkregistry.dk

Nikolaj Nyholm: nnyholm@dotdkregistry.dk

Roland LaPlante(Afilias): rlaplante@dotdkregistry.dk