Om dotDK
Den 26. juni 2008 udpegede IT og Telestyrelsen dotDK som den forening, der fremover skal administrere det danske top level domæne. Det skete efter, at dotDK den 1. april 2008 indgav et bud på administrationen af .dk, der efter bestemmelser i domæneloven er sendt i udbud af IT og Telestyrelsen. Næste skridt bliver at stifte dotDK-foreningen formelt samt at samle feedback og støtte fra det danske internetsamfund. dotDK skal om 60 dage bevise overfor IT og Telestyrelsen, at foreningen har støtte i det danske internetsamfund og skal herefter forhandle kontrakten endeligt på plads og præsentere en migrationsplan for registreringsenheden. Ifølge den tidsplan, som IT og Telestyrelsen har udarbejdet, vil overtagelsen af registratoropgaven kunne forventes at finde sted til februar 2009
dotDK vil arbejde på at øge støtten til .dk domænet ved at tilbyde avanceret teknologi, øget sikkerhed, 100% DNS oppetid, mere effektive processer, styrkede indflydelsesmuligheder for det danske internetsamfund samt synlig dansk tilstedeværelse i det globale internetsamfund. dotDK er fokuseret på at reducere omkostningerne for det danske internetsamfund, og vores bud har allerede været den indirekte årsag til, at gebyret for godkendelse af navneservere/registreringsafgift på navneservere på 500 kr, er blevet fjernet. Vi tror på, at dette grundlag vil skabe det mest avancerede og bedst mulige registreringssystem for et teknologisk veletableret samfund som Danmark.
dotDK mission
dotDK er blevet grundlagt med henblik på at opfylde hovedmissionen om: at styrke det danske internetsamfunds evne til at drive .dk-domænet som en vigtig offentlig ressource på en åben, ansvarlig og sikker måde. dotDK kan deltage i aktiviteter, som det danske internetsamfund kan drage fordel af ud fra følgende principper: engagement, integritet, social ansvarlighed, involvering af samfundet, transparens, overholdelse og videreudvikling af standarder, entrepreneurship og innovation.
Grundlæggere
Kim Viborg Andersen – professor og leder af Informatik forskerskolen ved CBS
Kim V. Andersen er professor ved CBS, hvor han er leder af Informatik forskerskolen og tilknyttet CAICT centeret. Hans forskning er koncentreret om digital forvaltning og har tidligere været studieleder for e-business uddannelsen ved IT Universitetet.
Kim Viborg Andersen har skrevet/redigeret en lang række bøger publikationer, herunder ”Den brugerdrevne forvaltning” fra 2007 og ”Public Sector Process Rebuilding ” fra 2006 .
Tidligere har han været censor hos DTU og tilknyttet en række nationale og internationale universiteter. Han er medlem af det nationale vidensnetværk sundITnet og tilknyttet flere offentlige komiteer og rådgivende organer inden for hans forskningsområde.
Kim er Ph.D fra Københavns Universitet i 1993.
Nikolaj Nyholm - administrerende direktør, Polar Rose
Nikolaj Nyholm er administrerende direktør for Polar Rose, der er en visuel søgemaskine. Nikolaj er en erfaren internet-iværksætter og open source fortaler, der de seneste ti år har været med til at fremme projekter inden for internet infrastruktur både gennem kommercielle og community aktiviteter.
Nikolaj Nyholm har erfaring med etablering af adskillige virksomheder i IT- og teknologibranchen, herunder Speednames, også kendt som Ascio, der var den første til at udbyde global domænenavnssøgning og registrering. Han har været sponsor i opstartsfasen af adskillige open source projekter, herunder PowerDNS, en af de mest populære DNS navneservere på globalt plan.
Nikolaj Nyholm er også medarrangør af reboot (http://reboot.dk) - en konference, der hver juni måned tiltrækker et bredt publikum fra Europa og USA til København for at sætte fokus på innovative emner og visioner inden for teknologi og kulturen omkring internettet.
Tor Bloch – tidligere direktør i Merck and Co.
Tor Bloch var tidligere ansat som direktør i Merck and Co (i Bruxelles). Før det var han ansat hos UNI-C som videnskabelig direktør, hvor han var ansvarlig for supercomputer services og Forskningsnettet.
Tor kommer med en lang international erfaring inden for supercomputing, hvor han startede sin karriere hos CERN i Geneve. Efterfølgende var Tor ansvarlig for at opstarte og lede det første franske supercomputercenter på Ecole Polytechnique i Paris. Tor har også været medstifter og leder af et start-up i Frankrig (ACRI), der udviklede en supercomputer.
Tor Bloch har været medlem af en række rådgivende komiteer og bestyrelser, herunder i forbindelse med NATO og EU-kommissionen. Han var dansk repræsentant i bestyrelsen for NORDUnet, der er et nordisk samarbejde mellem forsknings- og uddannelsesnetværk.
Tor Bloch er uddannet ved Københavns Universitet som mag. scient. i matematik
Mads Thimmer – administrerende direktør, Innovation Lab
Mads Thimmer er adm. direktør og medstifter af Innovation Lab, der videreformidler nye teknologier til internationale netværk og virksomheder.
Han startede sin karriere som spiludvikler for Games Workshop og med en oversættelse af Virginia Woolf. Han var derefter ansat i en PR funktion for TDC og herefter for en litauisk mobilvirksomhed.
I 2001 vendte Mads Thimmer tilbage til Århus og stiftede Innovation Lab sammen med Preben Mejer. Mads er medlem af en lang række tænketanke og bidrager til Berkshire Publishings Fremtidsencyklopædi.
Mads Thimmer er uddannet på Århus Universitet og University of Cambridge.
Afilias Limited
Afilias Limited er en førende udbyder af administratorservices. Afilias understøtter i dag over 13.000.000 registreringer og 50.000.000 registreringskonti indenfor 14 domæner, herunder.ORG og .INFO globale top level domæner (gTLDs), tre sponsorerede top level domæner (sTLDs) og ni landekode top level domæner (ccTLDs). Afilias blev etableret i 2000 af en gruppe af top-internetdomænenavnsregistratorer med det formål at forbedre services omkring registrering. Afilias støttede den succesrige launch af .INFO, som i dag har over fem millioner domæner, og har hjulpet med en række “relanceringer” af landekode domæner (særligt .IN for Indien). Afilias designede og understøttede den første omfattende migration af et domæne fra den ældre standard, hvor kontaktdata på domænerne ligger hos registratoren til nuværende standard, hvor både administrator og registrator har alle kontaktdata for hvert domæne, hvilket giver en mere sikker og stabil administration.
Afilias leverer globale administratorservices, der er baseret på gennemtestet teknologi, der lever op til de gældende standarder, hvilket giver en hurtig, pålidelig og sikker service. Udover administrationen af domænenavnsregistrering arbejder Afilias også med services på RFID-markedet med Afilias Discovery Service, der muliggør real-time opslag af historikken indenfor et RFID-netværk. Afilias er en international virksomhed, der har sit hovedsæde i Dublin, Irland, salgskontorer i London, England, salgs- og driftsafdelinger i Toronto, administrative funktioner i USA tæt ved Philadelphia og driftsafdelinger i New Delhi, Indien.